Søerne København
Kronisk sygdom,  Sofies Tænketank

Sig det med mig: man er, som man er (og det er godt nok)

Søerne København

Jeg havde for nyligt en oplevelse, der tog mig direkte tilbage til barndommens følelse af afvisning og eksklusion

Hvor jeg som barn (eller ung) ville være blevet fuldkommen knust, lagde der sig denne gang ’blot’ en tåge over min dag. Det var sådan det føltes – som et tykt lag af gråt, der gjorde mig usikker på, om min generelle opfattelse af mig selv, som et menneske, der er værd at lære at kende, er forfejlet.

Når man er ’anderledes’ (og det er jeg jo, qua mit handicap) er man ofte tilbøjelig til at skyde skylden på dét – altså éns handicap – når det kommer til en følelse af eksklusion; folk går efter det, de kender, og måske er det uklart, hvad de kan forvente af mig. Jeg føler ofte, at jeg bliver forskelsbehandlet; at andre har en forudindtaget opfattelse af mig — en følelse, jeg ved, jeg deler med andre minoriteter. Og det er virkelig ikke sjovt.

Men det værste er næsten, når man føler, at man får en chance, og derefter bliver valgt fra – denne gang baseret på det umiddelbare indtryk, personen har fået af éns personlighed. For så følger analysen, der som regel ender ud i nogle meget enkle og konkrete spørgsmål, såsom: Er jeg mærkelig? Er jeg også ’anderledes’ indeni? Er jeg sådan en person, som folk enten virkelig godt kan lide eller virkelig ikke kan lide? Hvis det er tilfældet, skal jeg så ændre på mig selv? Kan man overhovedet ændre på sig selv?

Men det er voksenspørgsmål. Indeni er der en lille pige, der spørger, ”Hvorfor kan de ikke lide mig?”. Præcis som hun har spurgt sig selv så mange gange før.

Måske er usikkerheden på, hvad jeg har ”gjort galt”, et tegn på, at jeg overhovedet ikke har gjort noget galt. At der ikke er noget, der skal ændres. Det kan godt være, at jeg er en ’acquired taste’ ligesom rosenkål. Men jeg elsker rosenkål. De er små og nuttede og sunde og smager især godt dyppet i hjemmelavet raita. Eller også har det intet at gøre med mig, og alt at gøre med dét, at der altid vil være nogen, man ikke klikker med. Såre simpelt.

Jeg ved, at jeg er et godt menneske – et betænksomt menneske, som vil andre det bedste. Et menneske, som altid har de bedste intentioner. Jeg er ikke en engel og jeg er ikke fejlfri, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort et menneske ondt.

Men jeg har et lidt anderledes udgangspunkt, og mit liv har været fyldt med sorg og frustration. Jeg havde en svær barndom, en endnu sværere ungdom, og jeg har kæmpet mig væk fra tanker, der satte en stopper for enhver fremgang i mit liv. Selvfølgelig er jeg påvirket af min fortid (og generelle livsvilkår) – vi er alle påvirkede af det, vi kommer fra. Min ’vej’ i livet har været snørklet og fuld af udfordringer, bl.a. fordi jeg er født med en ekstremt sjælden knoglesygdom, der har gjort, at jeg aldrig har følt mig sikker på, om jeg ville ende dagen med et brækket ben.

Jeg er blevet drillet, mobbet, råbt af, grinet af og peget på, fordi jeg er ’anderledes’. Som konsekvens af det, udviklede jeg en slem social fobi, der gjorde, at jeg tilbragte min ungdom på mit værelse. Og selvfølgelig har det påvirket den, jeg er. Jeg maler med nogle andre farver (i overført betydning, for jeg kan slet ikke finde ud af at male).

Og så drikker jeg ikke. Det er også lidt en udfordring i dagens Danmark.

Jeg tror, at det jeg prøver at sige er, at jeg er, som jeg er. Du er, som du er. Og vi er præcis, som vi skal være. Frem for at jagte de mennesker, der ikke ser (eller ønsker) det, man har at byde på, gælder det om at samle på de mennesker, der gør. Hvis et menneske gør dig usikker på, om du er god nok, som du er, er det en mega indikator for, at det ikke er den vej, du skal gå.

Du skal istedet finde dem, der beriger din vej; dem, der gør den skønnere og grønnere, og som er med til at forvandle den fra grus til græs – ikke dem, der gør den bumpet og hullet og fuld af hårde sten, der gør, at man ikke kan gå med bare tæer. Er du med?

For at citere Krummes/Laurs Høybyes ganske udmærkede CD fra de tidlige halvfemsere (som jeg stadigvæk lytter til – no apologies): Man er, som man er / Det ka’ ikke laves om/ Man går rundt og ser ud, som man gjorde, da man kom / Du kan drøm’ om at være en kineser i New York / Men man er, som man er, og det er godt nok.

Fandeme klog, ham Krumme. That’s some wise shit right there. For ikke at tale om min yndlings Krumme-sang “Det er svært, at være otteogtyve år”

… nå nej, det er vist ikke helt sådan, den lyder.

Tågen har lettet sig fra mit sind, så det er over and out fra mig. Hav en dejlig lørdag og lyt til Krummes CD.

2 Comments

  • Kristina

    Tak for dette indlæg. Jeg kan nikke til hvad du skriver. jeg har et høretab, der gør jeg ikke hører så godt og kan snakke uden problemer, men der er bare nogle mennesker derude der kan få mig til at føle jeg er anderledes og ikke er noget værd, hvilket jeg ikke er.

    du er god nok, jeg er god nok, vi er gode nok trods vores handicap.

    • Sofie

      Kære Kristina. Tusind tak for din kommentar – den blev jeg virkelig glad for at læse. Det er altid rart at høre fra en ligesindet, som ved, hvordan det føles. Så føler man sig lidt mindre alene. Som jeg skrev, må vi samle på dem, der får os til at føle, at vi er perfekte præcis som vi er. Man skal aldrig føle mindreværd – SPECIELT IKKE over noget, man ingen kontrol har over. Masser af påskehjerter til dig. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: