L.O.V.E,  Strøtanker

Ægteskabelige samtaler

Chuck: ”Hvad betyder ”’gos?”. Du siger det hele tiden til kattene.”

Mig: ”Nårh, ’ikke også?’. Det betyder ’right?’. Jeg er ved at lære dem at bekræfte mig, når jeg siger noget. De kan lige så godt lære nu, at mit kærlighedssprog er anerkendelse.”

Chuck: ”…” (genovervejer alle sine life choices)

Chuck og jeg taler rigtigt meget sammen, både på engelsk og på dansk. Intet emne er for stort eller småt, og for tiden er det især RuPaul’s Drag Race, som bliver diskuteret heftigt. Det er det eneste reality-show, jeg nogensinde har kunnet få Chuck med på, men han er til gengæld også blevet MEGA fan. Forleden sagde han “no shade”, som var det det mest naturlige i verden, og jeg blev (igen) bekræftet i, at jeg virkelig har fundet min Mr. Right. And that’s the t(ruth).

Jeg er Chucks uofficielle dansklærer og nyder at forvirre ham med danske ordsprog, som ingen mening giver på engelsk. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er man som dansker nødt til at kende udtryk som ‘charmebøf’, ‘ris til egen røv’, ‘røv og nøgler’, ‘røvtur’, ‘har du spist søm?’ og ‘det vil jeg æde min gamle stråhat på’. Ihvertfald hvis man ønsker at deltage i Ekstrabladets kommentarspor på Facebook.

Hvorfor lige søm? Hvorfor lige en stråhat? I don’t know. Min farfar gav mig en historisk redegørelse for det med sømmene, men den har jeg allerede glemt. Historien bag udtrykket ‘røv og nøgler’ slog vi op en lillejuleaften engang, og jeg kan sige, at den er yderst ucharmerende; ligesom selve udtrykket, som alligevel altid har været en fan-favorite i min lille familie. Men, okay, vi skulle også altid “hjem til jordhulen”, såh… enough said. Chuck har giftet sig ind i en classy familie.

Det har været (og er fortsat) både sjovt og interessant at ‘genopdage’ sit eget sprog, og det har også givet anledning til en analyse af mit eget sprogbrug. Jeg har for eksempel fundet ud af, at jeg bander virkelig meget. Det skal der arbejdes på, for det er altså lidt af en sproglig falliterklæring, hvis man ikke kan formulere sig uden at smide f-bomben i hver tredje sætning. Men, hvis jeg skal være helt ærlig, så er det ikke en totalt ny viden for mig, at jeg har et stort forbrug (misbrug) af grimme gloser. Det fandt jeg ud af, da min yngste lillesøster var en fem-seks år gammel og vi ikke kunne føre en samtale uden at hun adskillige gange måtte sige: “Hov hov! Man må ikke bande!”

Man ved, man er ude på et sidespor, når man bliver opdraget på af en fem-årig — eller rettere sagt, er nødt til at blive opdraget på af en fem-årig.

Anyway. Er det for 90’er-agtigt med en bandekasse? Eller er det sådan i 2018, at man har en bandekasse-konto i banken, som man mobile pay’er til? Jeg har aldrig kontanter, men mit nostalgiske barnehjerte ville elske en undskyldning for at kunne købe en sparegris.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: